Varmepumpepulje åbner fra 12. september kl. 10, men venterummet åbner kl. 9.00

Så bliver der igen mulighed for at søge tilskud efter varmepumpepuljeordningen, hvis du gerne vil udskifte fra gasfyr, oliefyr, biokedel eller elvarme, og der er mulighed for et tilskud op til 27.000 kr., hvis du får tilsagn.
Der er både tale om luft til vand varmepumper med maksimalt 17.000 kr. tilskud eller et jordvarmeanlæg med maksimalt 27.000 kr. i tilskud.
Energistyrelsen har fem krav, som du skal imødekomme for at kunne søge. De er:
- Din bolig skal være en helårsbolig, og du skal eje den selv. Altså ikke til sommerhuse.
- Du varmer i dag boligen op med enten oliefyr, gasfyr, biokedel eller elvarme.
- Din bolig må ikke ligge i et område, der har eller får fjernvarme.
- Du er ikke allerede i gang med at skifte til en varmepumpe
- Du ønsker tilskud til en luft til vand varmepumpe eller et jordvarmeanlæg. Og pumpen skal køre på el.
Der er 236,1 millioner kroner afsat til varmepumpepuljen, og de fordeles efter først til mølle-princippet. Du søger på Sparenergi.dk, og søger via dit MitID.
Man må gerne indhente tilbud inden ansøgning hos en VE- godkendt installatør, men anlægget må først monteres, når tilsagn er modtaget, og det skal senest være opsat 2 år efter tilsagnstidspunktet. Efter montering og afslutning har du 30 dage til at ansøge om udbetaling af tilskuddet.
I efteråret 2023 forventes ligeledes åbnet en ordning til udskiftning af vinduer og døre og isolering, men her er detaljerne endnu ikke på plads.
Vagn Jakobsen, Reg. revisor HD-R, Driftsøkonomikonsulent. Tlf. 73 74 20 56. Mail: vaj@lrs.dk