Ny direktør i Landbrugsrådgivning Syd pr. 1. juni 2025

Ny direktør i Landbrugsrådgivning Syd pr. 1. juni 2025

Bestyrelsen i Landbrugsrådgivning Syd har på sit seneste møde besluttet at ansætte Rikke Kyhn som ny direktør pr. 1. juni 2025.

Rikke Kyhn har været en del af organisationen siden 2008 og har siden 2012 stået i spidsen for planteavlsafdelingen. Hun kender huset, kollegaerne, foreningerne – og ikke mindst kunderne – indgående.

Hendes stærke relationer til landmændene i området og dybe forståelse for deres behov har været en væsentlig årsag til, at bestyrelsen har peget på hende som ny direktør.

Hun tiltræder posten med et klart ønske om at videreføre og styrke LRS som en fagligt stærk og værdibåret organisation. Rikke lægger vægt på at skabe trygge og udviklende rammer for både kollegaer og kunder – med fokus på værdiskabende service, høj faglighed, ordentlighed, rummelighed og et stærkt medejerskab både internt og eksternt.

Direktørskiftet sker, fordi nuværende direktør, Børge, selv har valgt at fratræde sin stilling. Han har vurderet, at det vil være godt for LRS med nye kræfter ved roret – og godt for ham personligt at give stafetten videre.

Bestyrelsesformand Antoni Stenger udtaler:

"Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Børge for den periode, han har stået ved roret. Han har ydet en stor indsats og haft en tydelig passion for politik og udvikling. Samtidig vil jeg sige stort tillykke til Rikke med jobbet. Vi er glade for, at hun har takket ja, og vi har fuld tillid til, at hun er den rette til at føre LRS videre."

Rikke Kyhn siger:

"Jeg brænder for LRS og for at gøre organisationen til en fantastisk arbejdsplads og en professionel samarbejdspartner. Jeg vil gøre mit bedste for at fastholde og udvikle en kultur, hvor faglighed, ordentlighed, rummelighed og medejerskab er bærende værdier – både blandt kollegaerne og i relationen til vores kunder. Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet med jer alle."