Registrering af firmabiler
Registrering af firmabiler
Fra 1. juli 2024 er der nye regler for registrering af brugere af firmabiler. Alle, der bruger en firmabil i mere end 30 dage, skal registreres i Det Digitale Motorregister (DMR).
Dette gælder for personbiler, varebiler, traktorer, lastbiler og tilhørende trailere
Reglerne blev præciseret for at styrke indsatsen mod vanvidsbilisme og snyd på leasingområdet, men gav anledning til kritik af utilsigtet bøvl for både arbejdstagere og arbejdsgivere. For reglerne indebar, at f.eks en håndværker, eller andre der kører i et erhvervskøretøj, kan risikere at hæfte for mesterens regninger.
Pr. 15.10.2024 blev definitionen på hvem der skal registreres ændret. Ændringen betyder blandt andet, at lønmodtagere ikke længere skal registreres som brugere af et arbejdskøretøj, de får stillet til rådighed af deres arbejdsgiver. Dermed risikerer lønmodtagere ikke længere at hæfte for de periodiske afgifter, der er knyttet til arbejdskøretøjet, hvis virksomheden ikke betaler dem eller går konkurs. Samtidig undgår virksomhederne de administrative byrder, der er forbundet med at opfylde registreringspligten.
Hvor er vi så nu?
For virksomheder, der stiller køretøjer til rådighed for deres ansatte, gælder der nu særlige regler.
En ansat, der får stillet et køretøj til rådighed af sin arbejdsgiver, registreres kun som bruger af køretøjet, hvis den ansatte samtidig beskattes af værdien af fri bil. Det vil sige, at en ansat, der har fået stillet et køretøj til rådighed af arbejdsgiveren, og som kun bruger køretøjet erhvervsmæssigt, ikke vil skulle registreres som bruger. Hvis virksomheden ikke selv ejer køretøjet, skal virksomheden selv være registreret som bruger. (f.eks. ved leasing)
Der gælder også særlige regler for værkstedskøretøjer. Den, som får stillet et køretøj til rådighed som følge af reparation af et køretøj, registreres ikke. Den, der får råderetten over et værkstedskøretøj, skal derfor ikke registreres som bruger, selvom råderetten overstiger 30 dage.